I tv-serien Matador tager byens spidser gerne et slag l´hombre oven på middagen, og det var selvfølgelig udelukkende en fornøjelse for mænd.

Sådan var det dengang. I dag er der (stadig) en klar overvægt af ældre spillere, og steder som Fyn og bestemte områder i Jylland er karakteriseret af særlig meget l´hombreaktivitet, mens der (endnu?) er mindre trængsel om spillebordene i de fleste større byer.

Blandet skare
Der spilles imidlertid l´hombre over hele landet af såvel unge som gamle, mænd som kvinder (navnet til trods), og der er ikke længere specielt mange læger, konsuler og bankdirektører i kredsen af spillere.

De er vilde med l´hombre:

 

Helmuth Sørensen
95-årige Helmuth kan huske mere om l´hombre i gamle dage end de fleste. I 1920´erne hjalp med at tænde sin fars merskumspibe og finde jetons frem, når landsbysmeden i Lumsås havde besøg af kortvennerne. Senere spillede han selv l´hombre med sine ro- og andre venner, og i dag spiller han i Ældresagen i København.

 

Peter Friis
– Jeg  kom i gang med at spille l´hombre, fordi min far spillede det. Og han kom i gang, fordi hans far spillede det. Det er jo noget arv, det der med at spille, siger han. I dag spiller Peter mest i L´hombreklubben 1935, hvor han med sine 35 år med afstand er klubbens Benjamin. Det er helt fint, mener han.

 

Susanna Kristoffersen vidste ikke, hvad kortspil kunne indeholde af spænding, udfordring og morskab, før hun blev introduceret til l´hombre. Nu gider hun aldrig spille andet. De mange enkeltmandsturneringer på Sjælland med lokale regler sætter ekstra kolorit på hendes l´hombrehobby.

 

Uffe Ellemann-Jensen
Uffe kiggede med, når familien på Fyn spillede l´hombre. Senere spillede han som journalist på Christiansborg af og til med mf´ere. Så forlød det, at de var til møde i Salmebogsudvalget, hvis nogen ringede…

 

Mogens Ludvig
Mogens lærte sig selv l´hombre som ung, da han til familiesammenkomster hellere ville sidde til bords med de andre mænd end skrælle æbler sammen med kvinderne.

 

 

Henrik Holst-Pedersen
Henrik beretter om, hvordan han som barn blev fascineret af l´hombre, men først som midaldrende nærmest ved en misforståelse kom til at spille det – for så til gengæld aldrig igen at ville slippe det “fantastiske spil, hvor man bliver ved med at lære”.

 

Knud Olsen
Knuds vej til l´hombre gik oprindeligt over vildsomme, mørke og tågede marker i Nordsjælland. I dag er det nemmere for ham at komme til at spille. Dengang som nu er det imidlertid det samme: hyggen og spændingen, der tiltrækker ham ved spillet.