Jeg havde sammen med i hvert fald to af mine makkere den fornøjelse, at hvis et spil kunne sættes ned, så satte vi det næsten altid ned, fortæller Hans Frederik Christensen.
– I det øjeblik, der er spillet ud og måske spillet en gang til, så skal man i modspil i al almindelighed kende spillerens kort. Ellers går det galt. Der er selvfølgelig visse muligheder for at tage fejl, men man skal sige til sig selv mange gange, at hans kort skal sidde sådan og sådan, for at han kan gå ned, fortæller Hans Frederik Christensen på smukt klingende aarhusiansk.
Ottedobbelt danmarksmester
Ikke færre end otte danmarksmesterskaber og 66 års regelmæssig spilerfaring anbefaler den nu 94-årige tidligere skolelærer som en mand, der er værd at lytte til, når han gavmildt deler ud af råd og tips til, hvordan man spiller en god l´hombre.
Aflæs modspillernes kort
Ifølge den aarhusianske veteran spiller evnen til at aflæse modstandernes kort her en helt central rolle.
– Min første makker havde virkelig flair for det. Når der var spillet et eller to kort ud, så kendte han alle kortene, siger Hans Frederik Christensen.
Vi kunne ikke regne den ud
Der er dog en hage ved strategien, for den forudsætter, at modstanderne spiller efter bogen og med Hans Frederiks ord ikke er nogle klumrehoveder, der lægger kort til uden omtanke eller er chanceryttere.
– Vi havde en spiller i klubben, som var meget slem til at melde over. Det lykkedes hende tit at vinde, fordi hun spillede så uortodokst, at vi ikke kunne regne den ud, husker Hans Frederik Christensen og fortsætter:
Nødvendige chancer
– Vi var altid bange for hende. Jeg husker, at min makker og jeg engang havde en solo, og hun meldte rask væk over med ren nolo, selv om hun havde spar konge blank og en renonce. Og hun vandt den. Hun og hendes makker sagde til os, at de slet ikke kunne slå os, hvis de ikke tog sådan nogle chancer.
Den såkaldte Tuborg-pokal kaster glans over Hans Frederik Christensens hjem i Aarhus midtby med sit vidnesbyrd om, at her bor en l´hombrestormester. Pokalen kunne erhverves ved tre danmarksmesterskaber i træk eller fem i alt. Med sine otte danmarksmesterskaber for Århus L´hombreklub har Hans Frederik Christensen i høj grad bidraget til at få pokalen hjem til Aarhus. Sidste gang han var med til at vinde DM, var i år 2000, og han var tæt på at vinde igen året efter: – Jeg husker stadigvæk, at jeg i år 2001 lavede en meget kedelig fejl, så vi blev nummer to. Jeg vurderede forkert, og det var virkelig forkert, i en tourne respekt, som jeg opgav. Havde jeg spillet spillet, var vi blevet danmarksmestre igen, erindrer han.
Personificeret dansk l´hombrehistorie
Det er svært at komme uden om Hans Frederik Christensen, når man snakker nyere dansk l´hombrehistorie. Ud over de mange danmarksmesterskaber med Århus L´hombre Klub, senest i 2000, har han bestridt en række tillidshverv i såvel Dansk L´hombre-Union som i sin egen klub.
Læs hvad DLU skriver om sit æresmedlem.
Nærvær
Og man er ikke i tvivl om, at der har været styr på sagerne, der hvor Hans Frederik Christensen har haft ansvar, som han sidder der med fast og opmærksomt blik og i klare vendinger gør rede for, hvad det efter hans erfaring kræver at få succes ved l´hombrebordet.
Fornemmelse for sammenspil
Ud over evnen til at læse spillet er yderligere to ting vigtige:
– Man skal have gode faste aftaler med sin makker. Der er mange fine regler i et makkerskab, som man skal kende og fornemme. Og så skal man kunne huske kort.
L´hombre holder hjernen i form
Selv er det aarhusianske æresmedlem af DLU i vide l´hombrekredse ikke mindst kendt for sin eminente korthukommelse. Selv om alderen sætter sine spor, sørger regelmæssig kortspil for motion til hans hjerne, så den stadig er i fin form.
Stadig god spiller trods koncentrations-svips
– I dag er jeg 94, og så kommer der altså svips med hensyn til koncentration, black-outs og alt det der, og det ved min makker. Det sker ved meldingerne, men ellers har jeg et pænt ry for at kunne spille kortene, betoner Hans Frederik Christensen.
Flasket op med kortspil
Hans Frederiks Christensens store interesse for at spille kort er næsten lige så gammel som ham selv.
– I mit hjem, som var en slags landbofamilie, der spillede de meget l´hombre, og så kom jeg ind i det. Vi spillede også gris og sorteper, hjerterfri, whist, es-makker, så jeg har været flasket op med kortspil, beretter han.
L´hombre på lærerværelset – om aftenen
Når det i særlig grad blev l´hombre, der kom til at optage en plads i Hans Frederik Christensens liv, er det relativt tilfældigt. Da han var ung skolelærer, opfordrede nogle kolleger ham til at deltage i deres l´hombrespil, og så greb engagementet om sig. På det tidspunkt havde den aarhusianske lærerstand sin egen klub, Lærernes L´hombreklub i Aarhus, med en snes medlemmer, som spillede en gang om ugen på lærerværelset.
Danmark er et land med stolte l´hombretraditioner, men nogle årtier inde i 1900-tallet begyndte bridge at vinde markedsandele på l´hombrens bekostning, når det gælder popularitet blandt danske kortspillere. Det greb hurtigt om sig, så l´hombre for mange danskere i dag lyder som en lettere eksotisk aktivitet med en underklang af gamle dage på landet eller det bedre borgerskab i byerne. Ifølge Hans Frederik Christensen skyldes bridgens udbredelse ikke mindst den megen litteratur, der findes om dette kortspil. På l´hombrefronten var det mere sparsomt, og for at råde bod på dette skrev den aarhusianske l´hombremester selv en lærebog i l´hombre: “L´hombre – et fornøjeligt og udfordrende spil”, da han efter mange års spil synes, at han havde samlet erfaring nok til det. I dag spiller han selv såvel l´hombre som bridge.
Læs Hans Frederiks bog på Dansk L´hombre Unions hjemmeside
Forsvarsbrødrene og andre småklubber
– Tilbage i 50´erne var det helt almindeligt med den slags lokale klubber. Forsvarsbrødrene og Sporvejene havde en, og så var der alle småklubberne. Helt tilbage til 1800-tallet var der mange steder, hvor l´hombrespillet var meget almindeligt: I sagførerkredse, i lærerkredse og blandt landmænd, fortæller Hans Frederik Christensen.
L´hombre med stil
Hans Frederik Christensen blev også aktiv i Århus L´hombreklub, og dengang var der stil over foretagendet. Til afslutningsfesten stillede damerne i pæn selskabskjole, og mændene i mørkt tøj, dog ikke kjole og hvidt. Dus var man kun med dem, man kendte, andre tiltalte man med De.
Mere ensartet og mindre risikobetonet unions-l´hombre
Også spillemæssigt er tiderne skiftet. Dansk L´hombre-Union blev stiftet, og Hans Frederik Christensen var med til at fjerne narrestregerne fra spillene i unionens regi, så spillet ud over det ganske land blev mere ensartet og mindre chancebetonet.
Dyrt at nikke til hjerter es
– Min far og hans venner spillede meget ofte med narrestreger. De kunne for eksempel tournere på spar knægt, den kunne tælle 10 points. Og hjerter es kunne man nikke til og doble op, og så kostede det 10 og 15 points. Det var vi jo meget imod i unionen, for når man får sådan et spil på 15 points, så ødelægger det jo de fine spil, der tæller et point, forklarer han og fortsætter:
Ni nolo-beter
– Der blev fjernet en regel om, at man kunne melde købe-nolo og købe 10. Man skulle smide alle de kort, man havde, og så køber man 10, og så får man lov til at smide den dårligste. Jeg spillede det aldrig selv: Jeg synes, det var for hasarderet, og det kostede altså ni points, hvis man fik ni beter. Så var der også nolo ouvert, det talte 10, når det gik galt, og det fik vi også sat ned. Så i dag er det højeste spil, vi har, nolo ouvert til plus seks points.
Jeg måtte med skam melde en ren nolo
Risikobetonede spil har aldrig ligget til Hans Frederik Christensen, så ændringerne var helt i hans ånd.
– Der var jo nogle spil, for eksempel de 10 til kaufen, som var meget hasarderede, men de forsvandt så heldigvis. Og når jeg siger det, må jeg med skam melde, at jeg i aftes meldte en solo over med en ren nolo, og jeg havde en dårlig ren nolo, men en fornemmelsen af, at hans solo var stærk. Og jeg vandt min, dvs. på det spil tjente jeg syv point, og det resulterede i, at vi vandt med 2-0, oplyser han.
Yndlingsmelding: små soloer
Normalt tager den gamle danmarksmester ellers kun chancer i sit yndlingsspil, nemlig små soloer.
– Jeg plejer at sige, at min yndlingsmelding er små soloer. Og min makkers yndlingsmelding er ren nolo. Der tager han af og til chancer og får beter. Han kører chancer der, og jeg tager chancer i små soloer. Jeg plejer at drille ham med, at når han siger solo, så har han minimum fire doble-op stik, så han vinder så godt som altid sine soloer.
Sætbare spil blev – næsten altid – sat
På den baggrund kan det ikke undre, at det er godt spil snarere end mange points, som får Hans Frederik Christensens l´hombrehjerte til at banke hurtigere.
– Det sjoveste er at spille et meget lille spil, der kan vindes ved godt spil. Og modsat, at man kan sætte et spil ned til et point ved godt modspil. Og da havde jeg sammen med i hvert fald to af mine makkere den fornøjelse, at hvis et spil kunne sættes ned, så satte vi det næsten altid ned, pointerer Hans Frederik Christensen.