På Vesterbro i København bliver en godt brugt brun l´hombrekasse hver onsdag eftermiddag støvet af, når syv spilleglade københavnere mødes i Ældresagens lokaler i Valdemarsgade for at dyrke deres hobby.
Den ligner til forveksling andre slidte l´hombrekasser, men i modsætning til de fleste har den haft et øjenvidne, næsten lige siden den så dagens lys i et sjællandsk snedkerværksted for omkring 100 år siden.
Helmuth Sørensen kan huske den helt tilbage fra sin barndom, hvor han sammen med sin bror ofte sad og kiggede på, når faderen, der var landsbysmed i Lumsås, sad og spillede l´hombre med sine venner.
Tændte merskumspiben
– Faktisk brugte min far den ikke selv. Han havde altid pindene i sin jakkelomme, og vi fik lov til at stikke hånden ned i lommen og pille jetonerne op, fortæller Helmuth, der i dag er 95.
Dengang hang l´hombrespil og røg sammen som hægte og malle, og også når det gjaldt det sidste, gav brødrene en hjælpende hånd med.
– Vi fik lov til at tænde de merskumspiber, som min far og hans venner sad og bappede på. Piberne havde et langt rør og et sjovt hoved med låg over, og de stod helt nede på gulvet, så min far og de andre havde dem mellem benene, mens de spillede, husker Helmuth.
Aktiv spiller
Som voksen fik Helmuth selv spillekortene i hånden, nemlig da han i 1938 fik job i en købmandsbutik i København og begyndte at ro i Øresund i sin fritid.
– I Hellerup Roklub i 30´erne sad man tit og slappede af med l´hombre efter roturene, og selv om jeg ingen erfaring havde, vidste jeg jo godt, hvad de røde syv´ere var, så det kom jeg hurtigt med i, siger han.
L´hombre i solskin
De unge ugifte roere gik til den ved l´hombrebordet, og Helmuth husker en påskedag, hvor de sad udenfor i badebukser og var så opslugte af spillet, at de nåede at blive dejligt forbrændte af den skarpe forårssol.
Indimellem spillede de også om aftenen i baglokalet til en hatteforretning på Østerbro, som var ejet af en mor til en af roerne.
– Men det var før, jeg traf min kone, derefter var der ikke så meget roning mere, konstaterer han. Kortspillet fortsatte imidlertid. I takt med at de unge roere blev gift, rykkede spillet ind i hjemmene, og Helmuth fandt sammen med to bagere, en elektriker og en urmager, som på skift spillede hos hinanden hver søndag aften. For l´hombre skulle der spilles, også selv om det indimellem var ret besværligt.
L´hombre i mørke
Under krigen kunne det eksempelvis være nødvendigt at medbringe en lille rejsetaske, for der kunne komme spærretid, og så var man nødt til at blive natten over.
– Engang overnattede vi hjemme hos en af os på Vennemindevej, for ellers skulle vi holde op med at spille ved 20-tiden, og det havde vi ikke lyst til. Tre af os sov i stuen, og jeg delte en sofa sammen med en anden, fortæller Helmuth.
L´hombre i Ældresagen
Da spillekammeraterne fandt sammen var de i 20´erne, og de fortsatte med at spille, indtil de begyndte at dø, og da Helmuth i 1979 solgte den købmandsforretning på Amager, som han i mellemtiden havde erhvervet sig, og flyttede på landet, havde han ikke flere spillekammerater.
Otte år efter vendte han imidlertid tilbage til storbyen sammen med sin kone og hans blik blev fanget af en annonce fra Ældresagen:
– De efterlyste l´hombrespillere, så jeg tog derind med l´hombrekassen, og vi begyndte at spille med det samme, fortæller han.
I starten holdt l´hombrespillerne til i et lille hjørne af bridgelokalet, men i dag har de for længst fået deres eget rum. Her står Helmuths fars l´hombrekasse i dag – og den bliver stående, for Helmuth finder det naturligt, at Ældresagens l´hombrespillere skal arve den og fortsat have gavn af den, da ingen af hans egne to børn spiller l´hombre.