At narre de andre var en af Helges helt store fornøjelser ved at spille l´hombre.
Hans kone Jytte fortæller:
Helge Schou gik bort i efteråret 2004, aktiv til det sidste: Han fik et ildebefindende midt i et spil l´hombre og døde på hospitalet samme nat.
Helge på det tidspunkt, hvor han lærer at spille l´hombre.
Der skete noget
Det var afslutningen på et langt og indholdsrigt liv, der helt fra starten var kendetegnet af tempo, iderigdom og masser af initiativ. Helge fik udrettet de ting, han satte sig for, og gode talegaver var ofte med til at bane vejen.
L´hombre omkring spisebordet
Så da Helge som knægt fik lyst til at lære at spille l´hombre, varede det ikke længe, før han sammen med sin bedste ven og deres to små brødre sad bænket omkring spisebordet derhjemme med et spil kort og en bog med l´hombre-reglerne. For Helge blev det begyndelsen til en livslang glæde ved det gamle kortspil, som han altid tog alvorligt.
Fokus på spillet
– Helge var aldrig ukoncentreret. Vi andre sidder måske af og til og flagrer lidt og skal lige se, hvad der foregår ovre ved det andet bord. Helge spillede kort, når han spillede kort, og så kunne vi sludre i kaffepausen. Det var hyggeligt og rart, og det holdt os alle sammen lidt i ørerne, fortæller hans gamle medspiller Mogens Ludvig og fortsætter:
Helge tager en svingom med sin mor til forældrenes guldbryllup i 1973. På det tidspunkt levnede hans karriere som sælger og selvstændig erhvervsdrivende ikke så meget plads til l´hombrespil. I en artikel til årsskriftet Jul i Skive et par år før, fortæller han: “Jeg lever i dag af at sælge bl. a. tobaksvarer – og jeg har aldrig røget. Jeg sælger også hårvand – og jeg er pilskaldet. Jeg sælger mest til skibsproviantering – og jeg bliver søsyg, bare jeg ser en færgebillet.”
Kortene tæt ind til kroppen
– Man fik aldrig lov til at se hans kort. Han sagde, dem skal du nok se, når de kommer ned på bordet. Han var aldrig ubehagelig eller uvenlig, men det med at sidde og sige: Prøv lige at se de her kort, det var slet ikke Helge, siger Mogens Ludvig og tilføjer med et glimt i øjet: – Han synes heller ikke, der var nogen grund til at rette noget, for så lærte vi jo bare for meget.
Op af sækken
– Han spillede kort med alt, hvad han havde i sig, med alle de evner og kræfter, han havde. Og han havde en pokkers evne til at komme igen. Jeg tænkte, nu binder vi knuden, men det lykkedes ikke. For den sidste halve time så købte han til gris eller ged (nogle melde-varianter, Helge havde opfundet) og vandt, husker Knud Olsen, der spillede kort med Helge i adskillige år.
Lille solo
Både Mogens Ludvig og Knud Olsen kendte Helge Schou fra Birkerød l´Hombreklub.
– Han spillede lidt anderledes, end man var vant til der: De to største i fjerde, en konge og en renonce, det var en solo for Helge. Det gjorde ham til klubmester de to første år, fortæller Mogens Ludvig.
Modtræk
– Helge vandt mange soloer på at kunne fordele modspillet, indtil man fandt ud af, hvad det egentlig var, han lavede. Og der gik faktisk et par år med at finde et nogenlunde effektivt modspil. Men så kunne jeg huske, at min gamle far sagde, spil dog trumf op igennem ham, og når han spillede på de to største fjerde, kunne han jo ikke tåle, hvis der sad en mand på den anden side med fem trumfer. Det begyndte så at få ham ned på et mere menneskeligt plan, pointerer Mogens Ludvig.
Altid et spil kort ved hånden
Helge kom ikke sovende til sine sejre. Hvert eneste øjeblik han så sit snit til det, fandt han kortene frem for at øve og analysere særligt spændende l´hombreproblemstillinger, fortæller hans kone Jytte Munck:
Efter mange års samliv giftede Helge Schou og Jytte Munck sig i 1998.
Den sidste l´hombre
– Helge sad altid og spillede, og derfor sagde han, at den dag, jeg ikke er mere, skal du skrive i min dødsannonce, at jeg har spillet min sidste l´hombre. Så ved de alle sammen, hvem det er, fortæller hun.
Sild, snaps og ost…
Som Helges kone har Jytte Munck på nærmeste hold været vidne til sin mands begejstring for kortspillet, ikke kun når han spillede med sig selv, men også når hans l´hombrevenner var på besøg.
– De var fire, der spillede en gang om ugen på skift i hjemmene. Så stod den altid på sild og snaps, en lun ret og ost, fortæller hun.
… og l´hombre og store cigarer
– Bagefter røg de store cigarer under spillet. Der stank af cigar i hele huset, og det tog tre uger at lufte ud, og så kom de jo igen! Heldigvis fik Helge en fabrik, og de kunne være deroppe – og lykkelig var jeg, husker Jytte Munck.
Hardcore spillefugl
– Helge kunne godt lide at rejse og køre bil, så da jeg blev pensionist, foreslog jeg, at vi skulle købe en camper og bare køre derudaf, men det ville han ikke. Han ville heller ikke have en lejlighed nede sydpå om vinteren, fordi der ikke var nogen at spille l´hombre med dernede. Hele livet handlede om l´hombre, konstaterer hun.
Vanvittigt morsomt – at narre de andre
– Kunne det nogen gange være for meget med al den l´hombreaktivitet?
– Nej, jeg tænkte, det gør da ikke noget. Og Helge havde så meget fornøjelse af det, ikke mindst når det lykkedes ham at narre de andre, tilføjer hun med en latter.