Produktionskooperativet Freko mellem Esrum Sø og Fredensborg Slotspark  – et eksperiment med økonomisk demokrati i 30´erne

Vi boede ca. 30 mennesker på 12 tønder land. Hver eneste af os havde 12 tønder land at gå rundt på, frisk luft og et par hundrede meter strandkant at bade i. Det var så værdifuldt, at alle havde så meget af naturen, det var jo ikke muligt ellers for fattige mennesker at have så meget jord. Man følte sig ikke begrænset til sin egen lille jordlod, men at man selv havde hele ejendommen.

Henry Sandau, medkollektivist  i Freko

Det skortede ikke på idealer og ambitioner, da en håndfuld arbejdsløse, kunstnere og unge ildsjæle i 1933 stablede produktionskollektivet Freko på benene i 1933. Det var krisetider og – inspireret af kommunistiske og socialistiske vinde – besluttede den lille skare at tage deres skæbne i egne hænder. Der skulle  produceres snedkervarer:
“Vi gjorde et forsøg på at komme ud af arbejdsløsheden ved selv at skabe noget,” fortæller Kay Hagstrøm, der var kooperativets første formand.

Hesteskoformet grund
Spredt ud over en 12 tønder stor, hesteskoformet grund helt ned til Esrum sø mellem byen Endrup og Fredensborg slotspark, byggede de først 15 små huse med 1700 kvadratmeter haver. Så kunne hver familie være selvforsynende med frugt og grønt, og der var også plads til høns, duer, kaniner og andre dyr.
En stor villa nede ved Søbredden var kollektivets samlingssted med bl. a. værksteder og rum, hvor man kunne mødes eller overnatte.

Hurtig indflytning
“Det drejede sig om at få folk til at flytte fra byerne ud på landet, så jeg havde fotografier med derfra,” fortæller primus motor i foretagendet, Kay Hagstrøm om rekrutteringen i opstartsfasen.
Ellers var en del af beboerne kommet fra en stor husvildebarak på Amager, der skulle rives ned. Andre blev tiltrukket det idealistiske projekt, mens andre igen bare lige kiggede forbi af nysgerrighed – og blev hængende.

“I 33 gik jeg til hånde på den Internationale Højskole, og der hørte jeg om, at nogle arbejdsløse havde startet en koloni. Jeg cyklede til Fredensborg i november 33 for at se det: Det var meget primitivt, husene var ikke helt færdige, man flyttede ind til jul,” husker Wolfgang Luck.
Den unge tysker blev så fascineret af ideen bag Freko, at han selv flyttede ind kort tid efter.

Også Henry Sandau kom fra højskolen i Helsingør:
“Jeg var elev på den Internationale Højskole og selv offer for arbejdsløsheden. Som andre var jeg jo ikke interesseret i bare at få arbejdsløshedsunderstøttelse eller leve på et eksistensminimum, så da jeg lærte dem i Freko at kende, blev jeg tiltrukket af det opbygningsarbejde, der var i gang.”

Som sendt fra himlen
Da husene stod færdige, gik man i gang med at bygge et maskinsnedkeri.
“Da vi havde gravet grunden ud, stod vi en dag i øsregnvejr og talte om, at vi manglede nogle folk, der havde forstand på at bygge. Og mens vi stod der og diskuterede, kom der to nye mennesker ned ad vores vej. Det viste sig, at den ene var tømrer, og få timer efter havde han slået sig ned i kooperativet,” husker Henry Sandau.

Det var trævarerne fra snedkeriet, beboerne skulle leve af, sammen med salg af de grønsager, som de ikke selv havde brug for. Landbrugsministeriet havde foræret kooperativet to trækheste, så man kunne transportere produkterne til markedet i Hillerød.

Så gik jeg op til Steinke…
I det hele taget så myndighederne og erhvervsfolk med velvillige øjne på Freko. Steinke så gerne Freko som et eksempel til efterfølgelse andre steder i landet, og hans socialministerium havde lagt penge ud til den smukke grund. Samtidig nøjedes formanden Kay Hagstrøm  ikke med at rekruttere nye beboere, han samlede også en pæn bunke legater ind blandt velgørere i for eksempel erhvervslivet.

“Jeg fik bidrag fra socialt indstillede mennesker, der var interesserede i dette mærkelige eksperiment. Og en dag gik jeg op til Steinke, som var interesseret i kolonitanken, og fik ham til at skrive til et brev til direktøren for de danske spritfabrikken, så han giver os et par tusind kroner,” fortæller Kay Hagstrøm.

Konflikter i kolonien
Da fabrikken var bygget, og man skulle gå i gang med at stå på egne ben, opstod der imidlertid problemer:

Kay Hagstrøms  talent for at skaffe penge fra velhavere var ikke længere så vigtigt, og en skumlen i krogene over, at han var for dominerende en figur i foretagendet, tog til. Kritikken voksede så meget, at den farverige kunstner og forretningsmand til sidst forlod kolonien.

Så var der spørgsmålet om selve produktionen. Skulle man lave kunsthåndværk og fine møbler eller industrivarer som ungpige-kommoder og køkkentaburetter? Flertallet var stemt for det sidste, men diskussionerne havde skabt en splid i kolonien, der kun blev større med årene.

Sol og sommer – men også skygger
Om sommeren myldrede det med liv i Freko. Et væld af turister, spejdere og  ungdomsforeninger kom og nød godt af et koloniens båd, stranden og søen. Mange af dem overnattede i villaen.

Men for kolonisterne var tilværelsen ikke kun sol og sommer, tværtimod kastede møder om problemer i produktionen lange, mørke skygger over dagligdagen:
“Vi drøftede alle planerne, og vi talte hele tiden om, hvordan skaffe penge til den næste opgave. Vi manglede brændsel og træ til produktionen. Selv om vi arbejdede hele tiden, følte man ikke, at man kom nogen vegne,” fortæller Henry Sandau og tilføjer, at det var kolonisternes styrke, at de som arbejdsløse aldrig havde kendt til andet end fattigdom, så de var vant til armod.

Pionerånd blæst væk af gæld og diskussioner
Konflikterne spidsede imidlertid til i takt med, at gælden til trælasthandler voksede, og i marts 1942 kunne Nordsjællands Socialdemokrat lakonisk meddele:

Staten overtager arbejderkolonien Freko ved Esrum Sø. Det kooperative Freko, der blev startet af unge arbejdsløse og kunstnere ved Skipperhuset på Esrum Sø, er blevet en saga efter ottes omtumlet tilværelse. Idealisterne kunne ikke samles om havebrug og snedkeri, og Freko blev efterhånden opløst. Staten overtager værdier for 100.000 kr.

Slut med det storslåede eksperiment med økonomisk demokrati ved Esrum Sø og slut med idealisternes – og Steinkes! – drømme om Freko som model for andre produktionskooperativer over det ganske land.

Hvis bare kvinderne havde haft stemmeret…
Så galt var det dog aldrig gået, hvis kvinderne havde haft mere indflydelse, mener Kay Hagstrøm:
“Kvinderne var de mest tilfredse, dem var der aldrig kvaler med, men der var jo ikke den demokratiske tilstand, at de skulle have noget at have sagt. Hvis kvinderne havde haft stemmeret, havde Freko eksisteret den dag i dag. Selv om vi levede under små forhold og skulle klare os for 25 kroner om ugen, så fik kvinderne det til at hænge sammen.”

 

 

Fra vedtægterne af Kooperationen for jord, bolig og beskæftigelse, Freko, stiftet 18. februar 1933:

Formålet er at samle socialt og idealt indstillede mennesker på lighedens og gensidighedens grund om samarbejde i havebrug og industri, så der åndeligt og materielt skabes livsmuligheder for de enkelte medlemmer og for dem tilstræbe en tilværelse, der følger den almene levestandard til enhver tid.
(…)
Hvert medlem får adgang til benyttelse af hus med have på indtil 4.500 kvadratalen (§ 17)

Kay Hagstrøm, Wolfgang Luck og Henry Sandau fortæller  i radioudsendelsen om Freko og deres engagement i kooperativet til Ib Jørgensen fra DR i 1984.